En del af Odsherred Kommune

GAMING in HARMONY - Anderledes Uge 2019 4.-7. februar

man 07.01.2019 13.37 -- pothu

Vi inviterer dig med på en rejse. Denne gang i spilmusikkens verden. Tilmeld dig nu !

Spil er i dag overalt på både mobiler, konsoller som PlayStation og på computere, og mange spil er så sindssygt spændende, at man sidder som klistret til skærmen. Tiden går, uden man lægger mærke til det. Men har du egentlig tænkt over, hvor meget musik, der er i spillene? Musikken er med til at forøge spændingen og understrege stemningen og dramatikken i spillet. Og der er brugt mange kræfter på at få et spils handling og musik til ’at spille sammen’. I Anderledes Uge 4.-7. februar (uge 6) vil vi fokusere på spillenes musik, give den fuld opmærksomhed og selvfølgelig spille musikken sammen - denne gang ikke så meget på mobil, iPad eller PlayStation - men mest på vores musikinstrumenter.
 
Ugens hovedaktivitet er fællesorkestret, hvor vi spiller udvalgte musikværker fra spillenes verden i arrangementer lavet særligt til os. De fleste af numrene er foreslået af musikskolens elever. Stemmerne er niveaudelte, så alle elever kan være med – og der stadig er udfordringer til de dygtigste.
 
Ved siden af fællesorkestret er der workshops for bl.a. slagtøj, strygere og sangere. Mandagen byder også på et Fortnite-rollespil, hvor rollespilseksperten Ida Exner fører os gennem nogle sjove og dramatiske timer væk fra skærmen og ude i virkeligheden. Rollespillernes anstrengelser bliver filmet og optagelserne redigeres til en fed film, som vi alle skal se til afslutningskoncerten. Se en video om rollespillet via dette link: https://youtu.be/9uU9H6Y9jbQ

Du må melde dig til en - eller så mange workshops, du vil. Tjek planen over ugen - og din kalender, og se hvad der kan lade sig gøre.
 
Torsdag den 7. februar er vi alle samlet om at skabe afslutningskoncerten, som er offentlig, og hvor alle er velkomne som publikum. Det bliver i Odsherreds nyeste og flotteste hal, BORREN i Højby. Vi bliver ført gennem en musikalsk, kronologisk rejse af konferencieren Thomas Vigild. Han er ekspert i spil og musik - og elsker begge dele! Sidste år var vi 120, der spillede cubansk musik og dansede. Skal vi være flere i år? Vi glæder os til at se dig !

Se oversigt over ugen her: GAMING in HARMONY folder
Se tilmeldingsblanketten her: GAMING in HARMONY tilmeldingsblanket