En del af Odsherred Kommune
Køn, kvinder og jazz
Køn, Kvinder og Jazz

Ligestilling indenfor den rytmiske musik er støt, men sikkert på vej, støttet af en lang række initiativer, blandt andet her i Odsherred.

Jeg er taget på besøg hos ”Det femifantastiske orkester” på Odsherred Musikskole ledet af initiativtager Sarah Elgeti. Her oplever de som piger og unge kvinder frie muligheder for at dyrke den improvisatoriske rytmiske musik og får her mulighed for at arbejde i dybden med deres instrumenter over tid. Jeg spørger Sarah, hvorfor det er nødvendigt at lave kønsopdelte musikhold? Erfaringen viser, fortæller Sarah Elgeti, at pigerne åbner op og spiller mere frit og kreativt når de kun er piger i rummet. Og de får en mulighed for at komme tæt på instrumenterne. De tør simpelthen mere, fortæller Sarah. Alle piger og unge kvinder er velkomne til at deltage i orkesteret, det betyder ikke noget, hvor meget man har spillet før, eller, hvilket instrument man har spillet på. Indtil videre har orkesteret spillet primært instrumental musik på trommer, bas, klaver og saxofon, alle instrumenter er velkomne.

I orkesteret arbejder de med en legende tilgang til musikken. De arbejder med at lære melodier at kende fra jazzens bagkatalog, jazzstandarder og american song book. Indimellem spiller de også nogle af Sarahs numre. Sarah har introduceret pigerne til at komme i gang med komponere deres egne numre. De laver også improvisationslege og de lytter på Spotify sammen og finder numre på Youtube som de arbejder med at øve sig på. Sarah underviser ud fra en legende tilgang, fordi hun gerne vil fjerne fokus fra præstationstankerne, der måtte fylde i de unges hoveder. Orkesteret afholdt deres første koncert d. 20. maj 2017 i Vig Bio; det var en stor succes. Her spillede de bl.a. nogle af de lege de plejer at lave. Og de spillede også deres egne numre. Sarah og jeg taler videre om det at være kvinde, komponist og instrumentalist. Der er stadig mange kvinder der oplever at deres køn står i vejen for at komme mere frem i musikken og blive anerkendt som musikere i stedet for at blive vurderet på, hvor flot man evt. er i en kjole på en scene. Der er kræfter i den danske musikbranche, der gennem kendskabet til dette, arbejder på at skabe fokus på fremkomsten af kvindelige komponister og instrumentalister. I en nylig offentliggjort undersøgelse foretaget af Dansk Live, Dansk Musiker Forbund, Dansk Artist Forbund, JazzDanmark og Gramex fra maj 2017 ”Diversitet i musikbranchen – mod en bedre kønsbalance” fremgår det at hos DAF (Dansk Artist Forbund) gælder det at instrumentalisterne at 10 % er kvinder og for sangere at 61 % er kvinder. Den skæve kønsfordeling i disse regi har længe været kendt i musikbranchen* og ansporede JazzDanmark i starten af 10´erne til at dyrke mulighederne for at få flere piger og unge kvinder til at spille og komponerer musik selv.

Hvad er ”Jazzcamp for piger”?

”I Danmark forsøger vi faktisk at gøre noget ved den skæve kønsfordeling i jazzen. ”JazzCamp for Piger” er for piger i alderen 10-15 år, der har lyst til at blive undervist i jazz og improvisation og spille sammen med andre. JazzDanmark og Copenhagen Jazz Festival står bag de populære camps, som finder sted hvert år i vinterferien på musikskoler i hele landet. I 2017 var ”JazzCamp for Piger” større end nogensinde med 200 deltagere på landsplan. ” Kilde: http://videnskab.dk/kultur-samfund/hvorfor-er-der-saa-faa-kvinder-i-jazz... ”JazzCamp for Piger” startede i 2014, og er en støt stigende succes. Behovet for et frit rum til at dyrke sin musik og sit instrument i, er tydeligt i deltagelsen og interessen for at deltage i ”JazzCamp for Piger”. ”JazzCamp for Piger” er et samarbejde mellem JazzDanmark, Copenhagen Jazz Festival og musikskoler- og institutioner landet over. * ”I 2012 kom rapporten "Kønsbalancen i Rytmisk Musik", der konkluderede, at kønsfordelingen i rytmisk musik er 80 procent mænd og 20 procent kvinder, og at der inden for de seneste fem år ikke er sket nogen udvikling. Analysen omfattede både konservatoriestuderende, udøvende musikere, beslutningstagere og undervisere - og samtidig bekræftede rapporten også, at de fleste kvindelige musikere er sangere. ”JazzCamp for Piger” er blandt andet afledt af rapporten” Kilde: http://www.musikeren.dk/nyheder/nyhed/artikel/jazzcamp_for_piger_saetter...

- Sarah Elgeti er saxofonist, fløjtenist, klarinettist og komponist. Hun har bl.a. modtaget Holbæk Jazzpris og en nominering til Danish Music Award for det anmelderroste album "Into The Open". Hun har senest udgivet albummet ”Synchronize” i 2016, der også har høstet stor anerkendelse. Sarah har bl.a. turneret i mange lande med sin kvartet. Her er bare nogle få af de mange begejstrede presseudsagn: ”Sarah Elgeti er en talentfuld jazzmusiker og komponist... instrumentaljazz af den organisk, funky og fedtsvingende slags... Instrumenthåndtering og samspil er i top... ” (Ivan Rod, Gaffa - DK) “...a true international jazz maestro, one who both can and will make an indelible mark on the world of jazz. ” (Jan Bas Johansen, Who Is Who Of Jazz - UK) ”Saxophonist/flautist Sarah Elgeti is the latest Danish wonder to emerge on the international stage” (Edward Blanco, All About Jazz - US) Derudover har hun spillet rigtig med mange andre projekter, både live og som studiemusiker. Hun har bl.a. spillet med Nils Raae, Morten Schantz, Etta Cameron, Morten Ankerfeldt, Finn Ziegler, Kristor Brødsgaard, Andreas Fryland, Lars H.U.G. og mange andre. Sarah har desuden undervist mange steder bl.a. på Sejergaardens Musikefterskole, Holbæk Musikskole, er dirigent i Odsherred Big Band og instruktør i JazzDanmarks ”JazzCamp For Piger” og på Sommerstævnet Jazzdalen. Sarah Elgeti er udvalgt som underviser og coach på Jazz Danmarks ”JazzCamp for piger”. Hun er en rollemodel med i jazzmiljøet med hendes udgivelser af egne kompositioner og hendes fokus på at bringe instrumenterne i den rytmiske musik helt ind i pige- og kvindelivet. Sarah har undervist på Odsherred Musikskole siden 2004.

- JazzDanmark (JazzDK) JazzDanmark er en genreorganisation, der bidrager til at udbrede jazzen og udvikle hele musiklivet ved at skabe værdi for mennesker gennem nye møder, oplevelser og samarbejder i og omkring jazz i Danmark og dansk jazz i udlandet.

- ”Det femifantasiske orkester”; øver hver torsdag fra kl.16.35-17.35 på Musikskolen. Alle piger og unge kvinder er velkomne.

- Sommerstævnet Jazzdalen foregår i en uge i sommerferien på Klejtrup Musikefterskole. Sommerstævnet Jazzdalen er for unge mennesker fra hele landet, som vil bruge seks dage på musik og sammenspil. Fede musikere sætter rammerne om en uge med øvning i grupper, improvisation, jamsessions, koncerter, instrumentnørderi, spændende oplæg og masser af hygge og sjov. (I 2017 deltog bl.a. en ung pianist fra Odsherred.)