En del af Odsherred Kommune

Anderledes Uge 16.-19. maj - Tilmeld dig inden 29. april

tor 07.04.2022 11.27 -- pothu

Kære elever !

Musikskolens Anderledes Uge blev – som I måske husker – rykket fra februar til maj pga. den daværende coronasituation.

Som vi skrev, gennemfører vi Anderledes Uge i uge 20, 16.-19. maj. Det nærmer sig - og vi glæder os!

Måske har du allerede afleveret en tilmeldingsblanket i januar, men vi er desværre nødt til at ulejlige dig med at tilmelde dig en gang mere. Til gengæld har vi forsøgt at gøre det så let som muligt ved, at du kan gøre det via dette link:

https://web.bricksite.net/7wof/anderledesuge/

Via linket kan du også se informationsfolderen, hvor der står alt om workshops og koncert.

Du skal tilmelde dig inden den 29. april.

Vi glæder os til at se dig !

---

Vi inviterer dig med på en rejse med Kim Larsen i uge 20 !

En rejse med Kim Larsen er måske ikke en rejse til den anden side af Jorden, men mere en udforskning af vores egen baghave. For Kims univers er blevet vores. Han var så stor en del af den danske ’folkesjæl’, som nogen kan blive - og dog alligevel helt sin egen.
Rækken af uforglemmelige Larsensange er næsten for lang til at remse op, og de fleste af os har formentlig vores hitparade af sange, som har givet særlig god mening for os.

Kim Larsen hyldede frisindet og forholdt sig kritisk til samfundets udvikling. Han blev både rig og berømt, men lod det aldrig stige sig til hovedet. Folket hyldede ham som folkehelt og nationalskjald, men for ham selv forblev han - en spillemand og popsanger.

I musikskolen har vi tænkt os, at spillemanden og hans sange skal være omdrejningspunktet for vores mange aktiviteter i uge 20. I Anderledes Uge er hovedaktiviteten fællesorkestret, hvor vi spiller udvalgte Larsennumre som er arrangeret særligt til os. Stemmerne er niveaudelte, så alle elever kan være med – og der stadig er udfordringer til de dygtigste. Ved siden af fællesorkestret er der workshops for bl.a. slagtøj, strygere, guitar, klaver og sangere. Her vil vi spille og synge flere af de uforglemmelige sange. Det hele sættes sammen til en flot koncert, hvor Maud Kofod fører os igennem det hele som konferencier.

Tal med din lærer om, hvor du skal være med. Tjek planen over ugen - og din kalender - og se hvad der kan lade sig gøre. Og få dine forældre til at melde sig til forældrekoret!

Torsdag 19. maj er vi alle samlet om at skabe afslutningskoncerten. Her er alle velkomne som publikum, og det er gratis at overvære koncerten. 

 

 



Ps. Anderledes Uges aktiviteter erstatter den almindelige undervisning i uge 20. Vi glæder os til at se dig !