En del af Odsherred Kommune
Interview med Johannes Hartung Jørgensen

Af Helle Christence Ankerstjerne

Jeg mødes med Johannes en mandag eftermiddag i januar for at tale om at spille og skabe musik

Johannes spiller klaver, guitar og bas og startede på Odsherred Musikskole den 22 august 2009. Lige nu går han til solosang og samspil på Musikskolen.

Om at skrive tekst

Når jeg skriver tekster, fortæller Johannes, så har jeg ikke noget, jeg skriver ud fra på forhånd. Jeg skriver på det, der kommer til mig, når jeg sætter mig ned og går i gang. Begge mine forældre kan lide musik og lytter til forskellige ting. Det virkede naturligt for mig at gå i gang med at spille og bruge musikken. Musik er en ret stor del af mit liv, det er en form for frirum, en anden tilstand. Jeg kan være i fri i mit udtryk og det giver mig meget at kunne dyrke musik.

Jeg har haft en lang periode, hvor jeg primært lyttede til det man ville kalde klassisk rockmusik, men det sidste halve år af 2016 gav jeg slip på det dogme og begyndte at lytte mere til elektronisk musik og i det hele taget slippe en mere tvungen musikidentitet til et mere flydende musikalsk udtryk. Jeg hører musik indenfor alle genrer, så længe det er godt- har det rigtige over sig og det skubber til noget, så lytter jeg. Det har også slået igennem i min egen sangskrivning, at jeg har bredt det jeg lytter til mere ud og fra efter sommerferien 2016 er jeg begyndt selv at skrive og komponere elektronisk musik.

Teorien er fundamentet

I marts 2016 deltog Johannes i Odsherreds Gymnasiums musical og i musiktimerne på gymnasiet har Johannes arbejdet med musikteori og det har hjulpet ham i forhold til nodelæsning og givet ham et større indblik i klassisk musikforståelse. Det kunne være fedt, hvis de to emner teori og praksis smeltede mere sammen i undervisningen, fortæller han.

På Odsherreds Musikskole har Johannes deltaget i Masterclass to gange i løbet af 2016. Det er et øvelsesarrangement med publikum; som regel familie og venner der kommer og overværer et stykke musik man spiller for et panel. Panelet vurderer optrædenen og giver feedback som man så arbejder videre med for en kort stund inden man skal ud og optræde igen.

Lige nu søger Johannes efter nye bandmedlemmer til et band, hvor de kan spille hans sange. Om det fortæller han. ”Der skal være resonans når man søger efter bandmedlemmer, det mærker man, når man finder hinanden. Så behøver man ikke sige noget, så ved man det bare med hinanden”.

Lige nu spiller Johannes i et band og på sit samspilshold. Og så synger han; sange der snart er klar til at komme ud og møde et publikum.